Hamsuns feber

Neste forestilling
Kommer
Hamsuns feber er et samtidskunstprosjekt som kombinerer teater, arkitektur, billedkunst, musikk og sirkus.

Med: Kristian Fr. Figenschow Jr., Anneli Drecker, Ida Holten Worsøe, Jørn-Bjørn Fuller-Gee, Espen Østman, Marte Tangen, Kristoffer Jørgensen, Vegard Krane, Åse-Lill Bjørklund, Tiina Laine
Regi: Jon Tombre
Scenografi og kostymer: Inghild Karlsen
Komponist: Geir Jenssen
Lysdesign: Øystein Heitmann
Vokalkomposisjon: Anneli Drecker
Masker: Inghild Karlsen og Bo Bisgaard
I samarbeid med KULTA Produksjoner

Noen av Nord-Norges beste kunstnere inviterer til en annerledes guidet tur gjennom teatrets magiske verden. Utgangspunktet for reisen er Hamsuns Feberdigte fra 1904.

I anledning Hamsunåret 2009 inviterer vi publikum inn bakveien til Tromsøs nye teaterbygg. Forestillingen byr på en sanselig, musikalsk og visuell opplevelse, der publikum tas med inn på områder vanligvis stengt for dem.

Hamsuns Feberdigte fra 1904 er en skildring av en mann i oppløsning. Han har mistet den han elsker, og kjemper med sin egen sorg og livslyst.

Med utgangspunkt i Hamsuns verk har regissør Jon Tombre laget en forestilling som kombinerer ulike kunstneriske uttrykk. Resultatet er en annerledes og visuell teateropplevelse.
 
Varighet: 50 minutter

Foto:
Marit Anna Evanger
Foto:
Marit Anna Evanger
Foto:
Marit Anna Evanger
Foto:
Marit Anna Evanger
Foto:
Marit Anna Evanger
Foto:
Marit Anna Evanger
Foto:
Marit Anna Evanger
Foto:
Marit Anna Evanger
Foto:
Marit Anna Evanger
Foto:
Marit Anna Evanger
Foto:
Marit Anna Evanger
Foto:
Marit Anna Evanger
Foto:
Marit Anna Evanger
Foto:
Marit Anna Evanger
Foto:
Marit Anna Evanger
Bakgrunnsstoff

Video

Noen av aktørene i Hamsuns feber har laget smakebiter som de har lagt ut på YouTube.

Se videoene her

Prøveperioden

Her finner du diverse bilder fra prøveperioden.

Feberdigte

Her kan du lese diktet i sin helhet.

Feberdigte

I
  
Jeg finder mig rykket ud
av Sammenhængen med alt,
med hende, Jorden og Gud.
Hun aabnet sig alle Porte,
Farvellet faldt, -
hun var borte.

II
  
Nu farer en Høst over Herrens Jord,
solløse,  susende, onde Dage,
Liv som gaves tages tilbage,
Alting forgaar i Forgjængelsens Kor.
  Men Mennesket lever saa længe.

Nu sankes i Lade og samles i Hus,
Græsset høstes og Kornet skjæres,
Løvet falder, altsammen fortæres,
segner tilbage i Dødens Brus.
  Men Mennesket lever saa længe.

III
  
Gud straffe dig, Alvilde,
du slukket al min Ild
og tog dit Ord tilbage
og ledte mig så vild.
Jeg har vel Veien lang igjen
Og der er ingen Sol paa den.
Gud straffe dig, Alvilde.

Gud glæde dig, Alvilde,
hav Tak for hvert Minut.
Du gav mig mange Navne
og kaldte mig din Haand og Mund
og du var min en liden Stund.
Gud glæde dig, Alvilde

IV
  
Nei hør, hva er det for en stille Gru
som glider ind i mine Sanser nu,
som vrænger Hviden i mit Øie ud
og gjør mig Munden bleg og sært fortrukken?
En spas av Fatum, der han ligger drukken?
En Galmandsverden fylder mig, o Gud. 

V
  
Der er noget jeg sitter og ei kan forstaa:
hvi skjæres det Korn og hvi falder det Løv?
Hvi smuldrer alt Sommerens Liv til Støv?
Hvi grønnedes Græsset for blot at forgaa?
Det tænker jeg paa.

Det Korn skulde mætte de hungrige Munde
og Græsset blev grønt forat visne til Hø.
Og Løvet var Skyggen i solrige Lunde.
Men jeg - hvorfor dryssedes Glæder i Frø
i mig forat dø?

Jeg ropte og spurgte til Havets Skum,
til Skogen og Bjærget og Sivet,
til Stenen og Stormen og Himlens Rum
og alting som Øren er givet:
har jeg bedt om at fødes til Livet?

Men Himlen og Stormen og Stenen var stum.

VI
  
Alvilde, jeg husker den sidste Nat,
  du ropte: Knæl!
  Jeg drak av din Sko
  og alle lo.
Det gjorde jeg kun forat muntre din sjæl.

Alvilde, saa rakte du ut en Blomst.
  Jeg holdt mig frem.
  Du gav mig et Blikk,
  Et fulgodt Stik.
Jeg tumlet mig ut. Det var kulmørkt hjem.

VII
  
Nu hyler den høstlige Vind
  som regnvaat Hund mot min Rute,
Der risler en Frost i mit Blod
  mer kjølig end Vindens der ute.
Der folder sig ut i mit Indre
  Et dunstende Giftblomstflor,
og Dunsten staar hvit ut i Veiret
  ifra mine Næsebor.
Det spirer i Hadets Have.

Det koker, det koker. Jeg prøver
  Forgjæves at falde i Blund,
jeg hører en Flaglines evige
  Klappen og Klappren mot Stangen,
det pusler ved Døre, det lister
  paa Taa, der er Skridt i Gangen,
min Puls gjør gjøende Støt
  som en halsende Helvedeshund.
Det koker, det koker, det koker.

VIII
  
Alvilde, bring min kappe og min Hat med Fjær i Top
jeg agter mig saa snart ut at ride.
Hold Bøilen frem, Slavinde, imens jeg stiger op
og løp du selv tilfods min Side.

Og spør man saa og undres hvad det er for en Blæst
som suser over Bjærgene saa vide,
Da er det mig som kommer, det er mig som er til hest
og du som løper Hund ved min Side.

Hei, rap dig nu min Ganger, for jeg siger jeg har Hast,
jeg rider mig en tur i mit Rige.
Og segner du, Alvilde, saa bringer jeg dig fast,-
Guds Kors, jeg rider Livet av dig, Pige.

IX
  
Det koker, det koker av Veir og Vind.
En Banken naar mine Øren.
Kom ind!
Ingen staar utenfor Døren.

Jeg ser den første Dag som var skabt,
Det ryker av den nyfødte Verden,
jeg selv er et Liv.

Ved Jordens yderste Grænse staar
og ser fra Skyen utover Værket
et stumt Ansigt .....
Bad jeg om mitt Liv da jeg laa i Mulmet?
Fremad, min Blodhest, jeg rider paa en Ambolt,
jeg er en rød Teglsten, rød av Blod,
som har spist det gule for i en Kasket.
Sig, banket det ikke paa Døren?

Den Taake jeg ser, er det Dødens Land?
Der ligger et livløst Hav der ute
og midt i Havet en blindfødt Ø:
det er Dødens Land.
Jeg kommer, jeg breder Armene ut
og synker imot dig evindelige ....

X
  
Nu er der gaat saa mangen Dag, og Dagene de iler.
  Min Sjæl er frisk og kold og haard,
  en Høst har stormet i den Vaar.
Jeg klager ikke mer, jeg nikker taus til alt og smiler.

Hvi skulde vel en Sorg faa fylde Høiene med Bulder
  og stanse hver en Veifarssjæl?
  Jeg tramper ned med trodsig Hæl
den Sorg jeg ei faar Plads til paa min gode, gamle Skulder.

Jeg vandrer ind i Skogene, en Hersker uten Rige,
  en bøiet Mand, en hævet Aand,
  en falden Fod, en knyttet Haand,
og hilser mig med Kaarden som min Overvinders Lige.

Men sene Nætter sitter jeg og hører Ljaaer hvæsse
  og Fjed som over Jorden gaar.
  Et Ansig hist i Skyen staar.
Og Ødets Orgel bruser til den sidste lange Messe.

Blekkspruthjernen

Les intervju med regissør Jon Tombre.

Det er første prøvedag hvor alle aktørene i Hamsuns Feber er samla inne på Scene Vest. Publikumsamfiet er flytta opp på scenen og hele snoreloftet er gjort synlig for publikum. Hittil har de ulike aktørene jobba hver for seg rundt omkring på teatret; fire aktører fra Kulta, hovedrolleinnehaverne Kristian Fr. Figenschow jr. og Anneli Drecker og fire unge skuespillere fra Hålogaland Teater har jobba med sine ting sammen med regissøren. Disse skal nå komme sammen på en scene som også rommer arbeidet til billedkunstner Inghild Karlsen og musiker Geir Jenssen. Nå skal regissør Jon Tombre samle trådene. Han er på vei inn i det han kaller en teaterpsykose, en tunnel han kommer til å være i fram til forestillinga har blitt et ferdig produkt til premieren 7. mai. 
 


- Jeg føler jeg må ha en blekkspruthjerne. Jeg tenker ti tanker på samme tid og skal distribuere  informasjon til ulike faggrupper med ulike fagspråk samtidig. Produksjonen kan minne om en opera i kompleksitet. Jeg grugleder meg hele tiden, sier Jon Tombre.
Det hele begynte med Feberdigte av Knut Hamsun. Et dikt på ti vers, av Jon Tombre beskrevet som kraftfullt, om en mann som mister grepet og kjemper seg gjennom en sorg og om avvisning og kjærlighet. Teatersjef Iren Reppen ønsket seg noe som peker ut av det tradisjonelle teatret og stilte Scene Vest og rommene bak scenen til disposisjon og fri utfoldelse.

- Et ærefult oppdrag, sier Jon Tombre, som fikk med seg Inghild Karlsen og Geir Jensen. Han ville ha med åtte fysiske aktører i tillegg til de to sentrale rollene Mannen og Alvilde, spilt av Figenschow og Drecker.
 
- Mannen i diktet er som i en feber tilstand, bildene som dukker opp speiles gjennom de åtte aktørene. Det er mye kropp i Hamsuns verden, slik jeg leser han. Det fysiske i møte med musikken og skulpturene utfyller diktet, sier Tombre.
 

Regissøren jobber med et stoff som aldri før har blitt satt opp på teater. Det finnes ikke et ferdig manus med rollefordelinger eller storyline. Forestillingen utvikles i takt med at prosessen går framover og de ulike aktørene kommer med sitt materiale. Blekkspurthjernen vil fortsatt ha nok å bryne seg på. Mye er likevel klart. Scenerommet er ribba, 40 gipshunder er støpt. Tyske Hurtigruteturister har meldt sin ankomst.
 

- Dette er forskjellig fra mye av det jeg har gjort tidligere. Det blir spennende å se hvordan folk kommer til å lese dette. Denne forestillinga er åpen og kommuniserer på et emosjonelt plan framfor et logisk plan. Publikum kan dermed få ulike opplevelser ut fra hvem de er, sier Jon Tombre.

Skulpturer i bevegelse

Les intervju med scenograf Inghild Karlsen

- Det er spennende at skulpturene ikke er statiske, men at de får utvikle seg slik at man kan lese et nytt innhold i dem, sier billedkunstner og skulptør Inghild Karlsen. Som scenograf for Hamsuns Feber på Hålogaland Teater tar hun flere av skulpturene sine med seg inn på Scene Vest. Blant dem er De Syv Musene og Teatermaskottene, som Karlsen har lagd sammen med Bo Bisgaard. Disse står på framsida av teatret, men nå får de nytt liv inne på Scene Vest.
- Siden vi vil vise teatret fra ei anna side i Hamsuns Feber, bruker vi hodene til disse skulpturene som masker for skuespillerne. Det gir en ny opplevelse av dem, sier Karlsen
40 svarte gipshunder i naturlig størrelse vil også være en del av scenografien. Gipshunden er en skulptur som har gått igjen i Inghild Karlsen sin kunst i mange år. Men skulpturene utgjør ikke scenografien alene. Skulpturene er det sentrale elementet på golvet, mens snoreloftet i seg selv utgjør scenografien i taket.

- Jeg har valgt å skrelle bort alt i scenerommet. Min store drøm har vært å få lov til å bruke de fire etasjene i loftet, slik at folk kan bevege seg der. Det utvider scenerommet på en måte man svært sjelden får oppleve på teatret. Når blir det spennende å se det ferdige møtet mellom Hamsuns tekst og rommet, sier Inghild Karlsen.

Kunstnerisk stab og produksjon

Smakebiter fra media

Hålogaland Teater inviterte til pressekonferanse mandag 4. mai

Anneli Drecker på scenen
Bladet Tromsø
 
Annerledes og spektakulært
NRK Troms og Finnmark
 
 

Hamsuns verkelege feberfantasi

Året er 1895 og den 36 år gamle forfattaren K nut Hamsun tar inn på Frøken Hammers Pensionat på Ljan i Oslo. Her er også Bergljot Bech Göpfert, ei 22 år gammal kvinne, som er på pensjonatet og pleier den sjuke mora si, som ligg for døden.

Knut Hamsun blir betatt av denne kvinna. Han seier at ho kan gjere han til keisar. Ho er både vakker, rik - og gift. Ho er drømmekvinna som Knut Hamsun berre har skrive om tidlegare. Bergljot Bech Göpfert vart i Kristiania lenger enn planlagt og utsette heimreisa til ektemannen i Wien. For første gong ser Hamsun for seg korleis det ville vore å leve heile resten av livet i lag med ei kvinne. Og han skriv Feberdigte. Kvinna i diktet heiter Alvilde. Diktet kjem på trykk i eit blad - og dei andre gjestane på Frøken Hammers Pensionat skjønnar fort at kvinna han skriv om er Bergljot Bech Göpfert.

Gud glæde dig, Alvilde,            

hav Tak for hvert Minut.

Du gav mig mange Navne

og kaldte mig din Haand og Mund

og du var min en liden Stund.

Gud glæde dig, Alvilde

Sommaren etter oppheld KnutHamsun seg på eit sanatorium i Etnedal og skriv brev til ein av gjestane på pensjonatet, ei eldre kvinne. Han skriv at han ikkje lenger er sjuk, det er han berre når hans skriv, påstår han i brevet:

"for da er jeg lidt gal og slider for tungt. Og nu vil jeg ikke gøre mange bøger mer, men stikke mig væk  fra folk og få mig en kålhave og ei kjærring og ei gjeit." Og han la ikkje skjul på i brevet  den kjerringa han såg for seg, var Bergljot.

Bergljot vil ikkje tilbake til ektemannen i Austerrike og ho søkjer om å få skilje seg frå han. Bergljot og Hamsun møtest i smug, i Kristiania, i Ås, på Lillehammer hotell, i København. Knut Hamsun er i ein feberrusa, han er oppslukt. Men kjenner seg også forfølgd. I eit dikt til Bergljot skriv han:

"onde øine vogter på vor vej,-

det er ham, den østerrigske hund."

Den austerriske hunden er Begljots ektemann. I 1897 får ho lov til å skilje seg i frå han og ho søkjer med ein gong om å få gifte seg med Hamsun. I mai 1898 blir dei gift. Men feberrusen varte ikkje evig. I 1906 var ekteskapet over, to år etter at Feberdigte kom ut i bokform, som eit av dikta i Det vilde kor.

Den Taake jeg ser, er det Dødens Land?

Der ligger et livløst Hav der ute

og midt i Havet en blindfødt Ø:

det er Dødens Land.

Jeg kommer, jeg breder Armene ut

og synker imot dig evindelige ....

 

(Kjelder: Ingar Sletten Kolloen: Hamsun. Svermeren og Knut Hamsun: Det  vilde kor)

Anmeldelser

Les hva kritikerne skrev etter urpremieren 7. mai

Eksperimentell og surrealistisk
Nordlys' anmelder Bjørn H. Larssen mener Hamsuns Feber er en forestilling Tromsø ikke har sett maken til.
 
Fysisk og poetisk Hamsun
Hålogaland Teater våger å gå utenfor allvarvei, mener anmelder Helge Matland i Bladet Tromsø.
 
Sterk totalopplevelse
Premieren på Hamsuns Feber slo godt an hos NRKs anmelder
 
Enda en gang formidabelt fra HT
Anmelder Astri Dankertsen i Tromsoby.no ser gjerne forestillingen flere ganger.
 
Suggestiv Hamsun
Hamsuns Feber er blitt en fragil, sansemettet forestilling, sier Klassekampens anmelder Therese Bjørneboe.